Et svært indlæg!!

Først vil jeg lige ønske jer alle en dejlig sommer, håber i nyder det gode vejr som indimellem finder vej gennem skyerne..

Jeg har valgt at jeg vil lave dette indlæg for at få lidt luft, for at fortælle hvem jeg egentlig er og så nogle måske kan få en forståelse for andre i samme båd som mig.

Jeg har gået sygemeldt i 1 år nu, og har tidligere haft ligesådanne sygeperioder. Har været på forskellig medicin, været i hypnoterapi og psykoterapi samt fået psykologhjælp, hvilket slet ikke duede til mig. Jeg er blevet "kastet" rundt i systemet og har næsten været fast inventar hos lægen.... Novenber 2011 skiftede jeg læge og fik en fantastisk sød og forstående læge, som tog mig seriøst, som virkelig Gjorde noget istedet for bare at give mig en recept på noget medicin.

Jeg gik til samtaler hos egen læge og hun kom langt om længe frem til, at det Ikke Bare ar en depression, som alle andre sagde, hun valgte så at henvise mig til lokal psykiatrien- Pyha en besked at få.
Marts 2012 kommer jeg til en overlæge i psykiatrien som straks vil have lavet en AMPS test på mig, for at jeg kunne få en udredning. Dette skal vise sig ikke at være helt nemt..... Ergoterapeuten kommer dog hurtigt efter min samtale med overlægen, men 2 dage inden hun skal lave den AMPS på mig, ringer de derude fra og aflyser da ergoterapeuten er blevet sygemeldt- langtisd. Hmmm what to do?? Det vidste sekretæren, der ringede, dog ikke lige men ville lægge en seddel ned til overlægen..

Okay, jeg ventede og ventede!!
16 maj 2012 er jeg træt af at vente og ringer så derud, får fat i en sekretær, som intet ved, men hun vil lægge en seddel ned til overlægen.
Vi starter forfra.......

Endelig den 21 maj ringer en ny ergoterapeut, at hun kan komme med det samme! Wow
Ergoterapeuten kommer den 23 maj og snakker, vi får aftalt en dag hvor vi skal lave AMPS- 14 juni 2012.

Jeg får gennemført testen og skal vente på resultatet.
29 juni skal jeg ud og have resultatet, jeg er på vej derud, da de ringer at ergoterapeuten er syg- Åhh nej ikke igen :-(

Hun er heldigvis hurtigt på benene igen og den 4 august får jeg svaret.....

Dianogsen: Periodisk Depression og Ængstelig Evasiv personlighedsforstyrrelse.

Så langt så godt, men hvad nu?
Livet skal jo gå videre men hvad betyder min dianogse, hvad kan jeg selv gøre for at komme videre, er der andre i samme båd som mig, hvorfor kan jeg ikke bare være "normal" osv. er daglige spørgsmål der fylder mit hovede.

Jeg skal på kommunen på mandag og er meget meget spændt på hvad det møde bringer...derudover er jeg startet op på nyt medicin som skal vurderes den 10 august- kan ikke selv mærke nogen forskel..

Dagligt går jeg rundt med hovedet fyldt med tanker, som jeg ikke altid kan sætte ord på, er en meget stille person som ikke ved om skal kalde sig selv en pige, en kvinde, en dame eller hvad jeg egentlig er....
Har meget få venner omkring mig- de eneste der er tæt på mig, er min mor og min kæreste!! Det kan til tider være meget hårdt ikke at have en eller flere venner man kan hygge sig med, som man kan dele noget med eller shoppe med.

Er glad for dem der læste med så langt, håber det har givet lidt forståelse omkring det at være psykisk syg....også derfor der til tider ikke kommer nogen indlæg- men jeg følger troligt med hos jer andre, selvom der ikke altid kommer en kommentar med på vejen!!

Dem der gør livet noget værd!!